Det allermest nødvendige

af morton_h, the blogger

Hvis man er tvunget til det, kan det være en attitude at tage det som en udfordring og en oplevelse. Jeg har prøvet det i over 1 år, så jeg ved, hvad jeg taler om.  

Jeg taler om at afstå sit jordiske gods og dernæst at overveje, hvor meget af dette gods, man har brug for til at overleve. Her kunne jeg så nøjes med 3 linier til og et punktum og skrive: et sted at sove med tag over hovedet, noget, der holder varmen om natten, 2 sæt tøj (under- over- og midt imellem), 1 par sko, 2 måltider om dagen + vand. Dertil: sollys og ilt.

Et sted at bo, hvad taler vi om? Jeg taler om et værelse, et skur, en vogn, et telt, et aflukke. Et sted, der ikke bliver rendt over ende, et sted, man kan invitere indenfor eller bede om at holde sig væk fra. Kvadratmeter? 8 er muligt, 15 er nok, 25 er luksus. Plads til seng, bord, stol. Et hjørne med et kogeapparat, to blus, en gryde og en pande, en kniv - verdens mest basale redskab. En gaffel, en ske, en tallerken, en kop. Læg dertil ekstra remedier afhængig af situationen. En økse, hvis man holder varmen med brænde om vinteren. En ovn til at fyre op i. En olielampe. En cykel, hvis man vil frem og tilbage. Måske oven i købet en ladcykel. Eller en båd eller en hest.

Penge? Siden de ikke kan undværes i byerne, så i mellemtiden nok til at sørge for, at man ikke sulter og fryser. Varme og lys.

Elektricitet? Now we are talking. Det burde være frit og kvit og gratis vel vidende, at teknologien ikke er det. Mit bud er, at om 20 år vil det være muligt at bo 100 km fra civilisationen og have gratis elektricitet - off-grid. Men nu er vi ude i ønsketænkningen. 
Så hvad giver det? Ikke mere jordisk gods, end der kan være på 15 m2, uden at man falder over det. Ikke mere, end at det er muligt at pakke det hele sammen på 4 timer og flytte på 2. Hvad med at komme det hele på hjul eller søsætte det?

Er det ikke derfor, civilisationens og byernes mennesker tager på telt- og campingture, tilbringer en uge i et sommerhus eller vader over et bjerg med en rygsæk? Er det ikke for at minde os selv om, hvad det er vi har brug for og, hvor lidt vi har brug for, og hvad vi overhovedet IKKE har brug for - for at føle os som levende mennesker.

Livet er svært at definere. Vi har tit brug for at anskue det apofatisk, altså at fastslå, hvad det IKKE er for at forstå, hvad det måske er. Ved at fjerne noget, man går og tror er væsentligt finder man ud af, hvad det IKKE er, og nærmer sig derved, hvad det ER. Jo mere overflødigt ragelse, man skaffer sig af med, jo klarere fremstår det tiloversblevne.
Jeg har prøvet at leve uden arbejde, uden bopæl, uden ejendele, uden kæreste, uden forældre, uden børn, uden identitet, uden papirer, uden fødselsattest, uden adresse. Det, der blev tilovers, var det allermest nødvendige. Jeg fandt samtidig ud af, hvem der var mine venner, og hvem der var ligegyldige. Fjender har jeg ingen af, og hvis andre synes noget andet, er det deres sag. Og jeg fandt ud af, hvad jeg havde brug for at omgive mig med.



Det er ikke nu, jeg bryder ud i sang som i den fjogede disneyficerede forvanskning af Kiplings Junglebog, der mest går ud på, at dyrene kan synge og danse (hos Kipling æder slangen aberne og bøflerne tramper tigeren ihjel).

Kodeordet til reduktion af jordisk gods er: værdsættelse. Vi kender disse hjem proppet til randen med ting, som man enten er ligeglade med eller som man dyrker med fetishistisk religiøsitet. Vi lærer vores skilsmissebørn det, når staklerne bliver overdænget med enorme mængder af legetøj juleaften. Vi ser denne blanding af nærmest præerotisk ophidselse og rædsel i børnenes øjne, når de sidder foran bunken af skrammel og ituflået papir. Vi ser også deres ophidselse blive afløst af et udslukt blik af ligegyldighed, ikke-værdsættelse, tomhed. De har på sær vis allerede kasseret deres nyerhvervelse, før de har modtaget det. Tag blot en af disse stykker overflodslegetøj og giv dem til et barn i en landsby i Bangladesh og se barnet stråle som en sol. Og når du vender tilbage om et år, har den lille passet på det, men den på samme tid over- og understimulerede guldklump fra Danmark har smadret og kasseret det, eller det ligger og samler støv på en af hylderne, der strækker sig fra gulv til loft, sammen med andet ligegyldigt affald.

Som børnene, så de voksne. Babyboomerne, 68'erne, overflodsgenerationen lærte deres børn det, de nu lærer videre til deres små princer og princesser. Se de voksnes hjem, se deres køkken: designerkram, fint træ i lange baner, glas, stål, rene linier. Uden liv, uden samtale. Skabe fulde af redskaber, de aldrig bruger, for begge voksne har for travlt med at tjene penge til at købe det. Se deres stuer med dyrt elektronisk udstyr, væg-til-væg-fladskærme, fancy sofastykker, designermøbler. Stor økonomi, stort indendørsareal, stort forbrug, stor gæld? - stor kedsomhed. Under dette sociale segment kopierer man i en billigere vi-lader-som-om-udgave.

Det forlyder fra højeste sted (moralsk laveste?), at vi i denne verden skal belave os på fattigdom, hestekure, mangel. Well, vi kunne så sandelig trænge til at få skåret det meste af vores overflodsfedt væk, men dette handler vist om noget andet. Grækerne skal nu lære at leve på fattigdomsgrænsen - forever! Altså iflg. IMF, ECB, Bundesbank Deutchland, WTO, EU ... og Goldman Sachs, der var mere end 'instrumentelle' i frembringelsen af den græske kommende (kunstigt udsatte) statsbankerot.

Man kunne faktisk, hvis man var græker og havde lidt frækhed, humor og overskud - det er ikke sikkert man har det i deres situation - vende det hele på hovedet. Man kunne se hele miseren som følgende: Grækenland var demokratiets vugge, de kunne blive vuggen for det nye globale slaveoprør. Det kunne byde situationen velkommen som den ultimative læremester og med kyshånd kaste sig ud i et statsbankerot, nej til centralbankrøverne, udmeldelse af eurozonen og EU i øvrigt (det var en stor fejl fra starten), gendannelsen af drachmeren, nulstilling af gæld (vi betaler ikke - krafteddeme!), udsmidning af korrupte efterkommere af fascist-junta-Grækenland - det gælder både de sorte og de røde - og i det hele taget en revurdering af, hvad der er kernen i deres kultur, hvad der værd at leve for og med.

De kunne blive en model for resten af de slavenationer, der som dem er på kanten af bankerot. USA for eksempel. Dagens groteske nyhed fra United Bluff: FBI har nu bekendtgjort - med Obamas seneste lovgivning i baghånden - at man kan blive anklaget for at være tilhænger af ekstremisme = terrorisme, hvis man vover at fremsætte påstanden om, at USA er funktionelt bankerot, og at det skyldes, at man gik bort fra guldstandarden i 70'erne og begyndte at trykke papirpenge ud af den blå luft. Hvilken i øvrigt er fuldstændig korrekt. OG: at slå til lyd for, at man burde vende tilbage til denne standard for at skabe bund og troværdighed i nationaløkonomien. Dette vil nu blive anset for undergravende virksomhed og terrorisme!

Apropos græsk postfascisme: dette amerikanske ekstrem-udtryk må siges at være vaskeægte og skinger højfascisme! Og jeg ved ikke med dig, men jeg synes måske, det virker, som om dette regime synger på sit sidste, desperate vers. Det vil den nære fremtid vise. Her vil vi også se, hvad denne desperation ultimativt fører til på den globale skueplads.

Hvis jeg boede et andet sted, ville jeg blive dømt for terrorisme for disse udsagn og smidt i et i forvejen overfyldt fængsel. Rykker dette 'andet sted' nærmere for tiden? Er det ikke allerede ankommet? Det hedder: den skandinaviske model. Fascisme, der til forveksling ligner det modsatte.

Kommentarer

  1. Hmm...så ER jeg altså ikke den eneste der har en tankegang i den stil...Ser at en ændring er nødvændig...for på denne måde det løber an på lige nu er totalt uholdbart. Jeg ved ikke hvad fremtiden bringer men den ser ikke særlig lyst ud. Hvad der skal til ? Tjaa jeg har heller ikke svarende på det...men mener at du har fat i den lange ende af noget der kunne bruges....og GODT at "vi" så ikke bor et sted hvor vi enten blev buret inde (fjernet helt) eller stenet på åben gade for vores overbevisning...Stakkels planet siger jeg....

    SvarSlet

Send en kommentar